Hello Denmark

En lille hilsen fra den Catalonske hovedstad. Barcelona er en fed by, som har alt det man kan forestille sig, at man kan finde i en rigtig metropol.

At tænke sig, at en mand kan finde en kirke i 1882, udarbejde tegninger til en katedral og forvente at den står færdig 200 år senere. Man har dog sat tempoet noget op, således at man regner med at den bliver færdig allerede i år 2020.

Og så lidt forbrugeroplysning for os, hvis livret er mad. Vi var på et sted, som vi varmt kan anbefale, hvis man skulle komme forbi på disse kanter. Cuines Santa Caterina. Hvis sandheden skal frem så havde vi også en af de lokale til at hjælpe os med at finde det og hun bedyrede at det var hendes favoritsted. Fremragende sted til en kuvertpris på under 200 kr.

 Bedste hilsner

Lykke, Maja, Gitte og Jørgen

Hello Danmark

Traditionen tro sendes hermed postkort hjem fra det store udland. Når man har været det samme sted flere gange bliver det sværere og sværere at finde på noget nyt at skrive hjem om. Men her hvad vi lige kunne finde på.

Man kan jo altid starte ned at fortælle om vejret, solen skinner som oftest fra en skyfri himmel, temperaturen 20 – 25 grader, men det blæser.

 Club La Santa Sport er jo et center med mange motions aktiviteter, som den lille tykke mand på billedet åbenlyst godt kunne trænge til. Her er han majet ud til søndagens cykeltræning.

  Vi har i øvrigt deltaget i duathlon (løb-cykel-løb) og halvmaraton. Og blev placeret som henholdsvis bedste danske kvinde over 50 og bedste danske mand over 50 ved begge arrangementer. (det er vel unødvendigt at skrive at vi også var de eneste i de nævnte klasser)

 Da det er en selvvalgt træningslejr, er alkohol tilladt ligesom det er tilladt at sige til træneren at man ikke gider mere i dag og hellere vil drikke bajer eller gå på shopping tur. (I dag onsdag er det i øvrigt fridag, fra træningen !!)

Bedste hilsner
Gitte og Jørgen

 PS: Som tidsfordriv læser jeg Blekingegadebanden 1. bind som netop er udkommet og for os der fulgte med i hvad der skete på den politiske venstrefløj i 1970’erne, så må det siges at være yderst underholdende og interessant læsning

Ohayo gozaimasu (godmorgen) Danmark

Vi indrømmer det …allerede efter to dage var vi helt rundt på gulvet og måtte flytte på et rigtigt hotel med rigtige stole og rigtige borde samt ikke mindst sove i en rigtig seng. Vi er i øvrigt rejst tættere på Tokyo til byen Odawara, hvor alle hotelværelser var udsolgt på grund af, at det var weekend. Tilbage til gulvet (men kun en dag)

Det skal for de turist-interesserede nævnes, at vi har set en del seværdigheder bl.a. det gyldne tempel …. Bl.a. bl.a. bl.a.

 Om tyskerne har man mange gange sagt ”ordnung muss sein”, men her vil de blive betragtet som rene rodehoveder. Japanere sætter pris på orden, tøfler til op og ned ad trappen, tøfler til toilettet, meget udvidet køkultur, papirarbejde efterkontroleres med små røde mærker, børn er overordentligt velopdraget, og mange andre ting kunne nævnes. Men topmålet er:

Der findes to slags toiletter … japanise style (meget avanceret pedal-lokum, som vi ikke har undersøgt nøjere) og western style, som er en elektrisk ting med varme i brættet, og hvis man letter på den ene balle, så laver toilettet automatisk en mellemtrækning. Den kan spille musik … der findes et helt kontrolpanel i armlænet i højre side … vi har desværre ikke kunne læse manualen, for alt står simpelt hen bare på japansk.

 Fortsættes …..

Bedste hilsner Karin, Kjeld, Gitte og Jørgen

Ohayo gozaimasu (godmorgen) Danmark
Så lykkedes det i andet forsøg at få fire pladser på en flyver ud af København, og vi er igen klar til at sende postkort fra den store verden, nærmere bestemt fra Japan.
Efter landingen i Narita lufthavn rejste vi med futtog til Tokyo og derfra med et andet futtog til Kyoto, sidstnævnte hedder på Japansk shinkansen (på engelsk bullit-train). Den tilbagelægger de ca. 500 km. på to en halv time næsten lydløst og nøjagtigt efter køreplanen. Her kunne DSB lære noget.
Vi er blevet indlogeret på en Ryokan (gammeldags japansk hotel), hvor vi drikker grøn the, mens vi sidder på gulvet uden tøfler, får aftensmaden, som primært består af fisk, serveret på gulvet, og vi sover på gulvet ... og gør i øvrigt et forsøg på at overholde landets skikke og traditioner. Vi bruger alle sammen nummer 7 i tøfler, som man anvender til at gå op og ned fra receptionen.
Vi forsøger også at holde nogle af de danske skikke i hævdt, bl.a. serverer de ganske velsmagende øl – Kirin (ok stavning, ej Karin).
Fortsættes …..
Bedste hilsner Karin, Kjeld, Gitte og Jørgen
NB NB NB
Vores mobiltelefoner virker ikke her i Japan, så vi kan ikke sende SMS hjem.

Tour de France er nu slut og det er vores ferie også. Efter en uge på Alpe d'huez i de franske alper er det nu rart at cykle i det flade Danmark.

Med hjælp fra Team CSC, som stillede cykler til rådighed, fik vi mulighed for at prøve de legendariske 21 sving og ca. 1000 højdemeter med stigningsprocenter på mere end 11. Gitte endog i fremragende stil.

Det gav således også mulighed for at opleve en CSC sejr på samme bjerg på allertætteste hold. Bagefter var der arrangerede cocktail party, hvor vi mødte rytterne (de havde dog ikke tid til at drikke champagne).

billeder .

De omtalte billeder fra det oprindelige postkort kan ses på dette link.

De omtalte billeder fra det oprindelige postkort kan ses på dette link.

Efter at vi havde været i bjergene, tog vi et par dage senere en tur med buggy østpå langs stranden. Her veksler sandets farve mellem grå, grøn, rød, blålig og kridhvid (årtusinders nedbrydning af de forskelligt farvede klipper) Herefter fik vi hvidvin og hummer ad libitum til frokost. Vi måtte på grund af tidevandet køre tidligt hjem, men blev alligevel fanget således, at vi måtte bakse med buggyerne for at få dem op fra stranden.

De 9 dage i Canoa Quebrada gik alt for hurtigt, og nu har vi kun fire dage tilbage i Hio (Rio) de Janeiro. I går aftes ved ti tiden var vi ude at spise, her er noget køligere, kun 22 grader, men vi kunne da stadig sidde udenfor. Vi er indlogeret på et luksushotel (denne gang kun på 12. etage), og prøver langsomt at vende os til tanken om, at hverdagen igen begynder i København. Vi har stort set glemt hvor stressede vi var da vi kom.

Efter en lang dags rejse lykkedes det os at komme planmæssigt til Salvador. Vi er indlogeret på Grand hotel da Barra (lige som sidste år) og vi har fået et værelse med en fremragende havudsigt.

Tilsyneladende kan vi også få teknikken, til at virke således at vi kan være i daglig kontakt med Danmark, Indien, Guatemala og hvor folk ellers befinder sig. Det er nu smart med det der Internet, når man altså kan komme i kontakt med det

Det blev kanonvejr i weekenden, og vi brugte en del tid på Copacabana og Ipanema. Og der er sikkert mange der interessere sig for er om badetøjsmoden har ændret sig … og … NEJ … det er stadigt bikini størrelse ti år, der er den fremherskende mode. Hvorvidt farve og mønstre har ændret sig skal jeg ikke kunne udtale mig om. Søndag er der rigtigt mange mennesker, deriblandt nogen hvor føromtalte bikini sidder rigtigt pænt, men på trods af rigtig mange opfordringer hjemmefra til at tage et par fotos (mange klager over sidste års fotos), så NEJ. Selv på Copacabana vækker det opsigt hvis en gammel mand render rundt med sit amatørkamera, og forsøger at filme unge damer. Det blev også til sambamusik som startede neden på Copacabana men derefter bevægede sig op foran vores hotel, de har rytme i kroppen. Der blev fest i gaden.

I næsten skærende kontrast til Rio de Janeiro står vores nye opholdsted: Midt i en nationalpark, udsigt til et af verdens største vandfald, på et gammel hotel fra Portugisernes kolonitid. Naturens stilhed med fuglefløjt, vandfaldets brusen og væverfuglenes skæppen fordi en Tukan (fugl med stort rødgult næb) stjæler deres æg. (lige ved siden af svømmepølen, i alles påsyn)

Vi har købt den store turistpakke 4 dage på et femstjernet hotel med morgen- og aftensmad, med heldags udflugt til den argentinske side af vandfaldet. Adgang til nationalparken døgnet rundt, således at man kan besigtige den brasilianske side af vandfaldet når man har lyst (gå afstand). Transfer lufthavn - hotel - retur …. og JA det er dyrt, men til gengæld er der også tænkt på alt, lige med undtagelse af en ordentlig Internetforbindelse. For royalisterne er der kun at nævne, at Dronning Margrethe II sov her da hun var på officielt besøg i Brasilien for et par år siden (ifølge en eller anden reklametryksag)

Som det står nævnt i flere af vores medbragte rejselitteratur, så kan hverken ord eller billeder beskrive så storslået en natur. Det er så stort og overvældende, at det trodser enhver beskrivelse. Jeg prøver alligevel at medsende et billede, som viser en brøkdel af de 275 fald, som tilsammen udgør Foz do Igaucu.

Med i prisen fik vi dage med højt solskin, og specielt til ære for os, havde det regnet kraftigt nogle dage i forvejen, således at der var ekstra meget vand i floden. En guide nævnte 20% mere og på disse kanter er det en sjat vand.

Argentinerne har i deres nationalpark arrangeret et helt dagprogram, bestående af guidet tur gennem regnskoven på lastbil, sejlads i gummibåd så tæt på vandfaldet som det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt, og tro os de andre blev våde. Gitte havde for nyligt læst i Politiken, hvad der skulle foregå, og havde medbragt nogle regnslag til formålet, så da vi skulle rigtig tæt på påførte vi os disse. Herefter vandretur ved siden af og på vandfaldene. Frokost. Derefter med et lille tog et stykke op ad floden og på gangbro 1000 (tusind) meter ud over floden, således at man kiggede direkte ned i det voldsomste af de 275 fald kaldet ”Djævelens hals” (tørstig fætter).

Det er nu ikke hver dag at man spiser morgenmad med direkte udsigt til et af verdens største vandfald, eller en del af, for til land og til vands, kan man kun se en brøkdel samtidigt. (det var muligt at se hele faldet fra helikopter, men det tør Jørgen ikke) Vandfaldet ligger for størstedelen i Argentina, men til gengæld har man den bedste udsigt fra den Brasilianske side. Derfor er der kun en lille sti langs floden med nogle udkigs punkter. MEN hvilken udsigt …. jeg opgiver at beskrive det nærmere …. man skal selv se det.

Vi har været her i næsten to døgn, og vores største problem er vores indre ur, vi vågner kl. 05:00 (hvilket er klokken 10:00 i København), og de sidste dages aftensmad har kroppen betragtet som natmad. Til gengæld var vores ”aftensmad” (kl. 13.30) i metermål. De har et system her i Brasilien, hvor man vejer tallerkenen når der er tag selv bord. Jørgen spiste 600 gram til 30 kr. fra et meget stort og overdådigt tag selv bord, og Gitte 400 gram til 20 kr. Derefter fik Gitte to store kager for 10 kr. Hertil 5 chopp (små fadøl) i alt 82 kr.

Vi er blevet langt mere modige end vi var sidste år, tager rundt i Rio de Janeiro som havde vi boet her i månedsvis. Den første dag gik, med lidt overskyet vejr, det betød at der ikke var så meget at se på nede på stranden. De har lovet at det i weekenden bliver kanonvejr (højt solskin og 30 grader).Vi skal også lige vende os til ferie, glemme alt om arbejde, ned i gear, langsommere bevægelser og beslutninger, een ad gangen og i et jævnt tempo.

I dag skal vi finde ud af hvor vi skal bo når vi tager ud til vandfaldene på mandag. Der er dog meget mindre planlægning end det plejer at være. Ingen plan B, C og D. Vi har plads på alle flyvninger, og vi ved derfor at vi kommer til Salvador den 29., Canoa Qubrada (Fortaleza) den 5. og tilbage til Rio de Janeiro den 14.

Vi er kommet godt til Rio de Janeiro, bor på 13. etage af et OK hotel

Prøver lige at få rettet nogle tekniske problemer, så opdateringen af dagbogen kan ske lidt smartere

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak, til alle dem der var med til at gøre min fødselsdag til en uforglemmelig dag. Ligeledes vil jeg gerne sige tusinde tak for de mange gaver.
Jørgen

Gitte var familiens repræsentant ved dette års Copenhagen Marathon og gennemførte i den udmærkede tid 3:45:02 (familierekord)

Farvel til Rio med maner. Strålende solskin og masser af seværdigheder på stranden. Alt klappede med at pakke og komme til lufthavnen, hvor vi blev seated med det samme. Det skulle vise sig at være en god beslutning, at flyve over Lissabon hjem.

Næsten alle flyvninger med Varig fra Rio mod Europa, går over Sao Paulo. Vi fløj derfor først til Sao Paulo, hvor vi skulle skifte fly. Her ventede en næsten ny Airbus 330, og da vi havde købt business billetter Rio retur, blev det til vild luksus. Stole der kunne lægges helt ned, hvilket er praktisk nãr man skal sove og giver rigtig god benplads når man bare sidder. Der var kun 7 passagerer i foreste businessafsnit med plads til 18, så stewardesserne havde god tid til at servere aftensmad med mere. (i øvrigt stor tak til Varig for udstrakt service på hele turen)

Et velfungerende turistbureau i lufthavnen sørgede for, at vi fik et godt hotel centralt i Lissabon og 1 2 3 så var vi installeret, men lad det være sagt med det samme, Lissabon er ikke som for 20 år siden. Priserne er steget meget mere end min månedsløn, for at sammenligne med noget jeg kan huske, nogle steder mange gange mere.

Alfama, den gamle by, har de også ændret til det værre. Jeg husker det som et næsten bilfrit område. Der parkeres nu fuldstændigt hensynsløst, overalt i de små stræder. Det er nu stadigt charmerende.

I morgen har vi tænkt os, at vi skal over og besøge lillebror (Lissabons kristusfigur) og ellers bare slappe af før vi skal hjem onsdag.

Fire uger går alt for hurtigt, og hvis der skal gøres status, så er den største forbrydelse i forbindelse med Brasilien, hvis man undlader at besøge dette pragtfulde land. Som turistmål overgår det østen med få undtagelser, de er ikke så gode til engelsk og mangler lidt i kulinariske specialiteter. Man skal også passe lidt bedre på sig og sine ting. (læs: tænke sig om) Men de kan fuldstændigt leve op til et midaldrende ægtepars forventninger om ferie. Vi tror for den sags skyld også yngre mænd kunne blive lidt forvirretaf alle de bikinier i størrelse 10 år .... og yngre damer af de chokoladebrune drenge ... De er nu også meget gode til at spille og danse. Brasilien er et land med store vidder.

Nogen har bemærket, at vi har lagt meget energi i dagbogen, og sandheden er, at hvis ikke jeg havde kunne anvende min iPAQ (minicomputer) i et meget simpelt system, så var det nok heller ikke blevet til så meget. Normalt havde jeg spillet 7kabale når jeg kedede mig, nu kunne jeg skrive dagbog i stedet for... og ja .... man skal kede sig på sin ferie.

Snip snap snude, så er den ferie slut.

Det går fra den ene yderlighed til den anden. Fra søvnig ferieby til storby, fra højt solskin til småregn, fra stilhed til konstant gadestøj og fra pousada til firstjernet hotel. Denne gang holder stjernerne hvad de lover, havudsigt over Ipanema stranden, stort værelse, swimmingpool på taget med speciel elevator til badegæsterne o.s.v. o.s.v. Og så er det ikke engang rigtigt dyrt.

Fredagen gik bare. Vi prøvede at tage til centrum af byen på egen hånd. Om aftenen regnede det kraftigt, hvilket bragte os på en rigtig dyr restaurant. Fint mørt oksekød, importeret rødvin anbefalet af tjeneren o.s.v., og alligevel blev det ikke dyrere end når vi går på kineseren søndag aften, fordi vi ikke selv gider lave noget.

Vi færdes snart hjemmevant her i Rio. I stedet for en guidet tur til kristusfiguren, tog vi selv en lokal bybus over til togbanen, som kører op til Corcovado, som den hedder her. Det er en fantastisk udsigt man har over byen, men ellers er det ikke meget andet end den lille havfrue, bare lidt større. Herefter gik lørdagen også bare.

På vej hjem fra en god middag , så vi måneformørkelse, som vi havde læst i Politikken.dk også skulle kunne ses i Danmark.

Tilfældighederne ville at vi søndag formiddag kom til ITU world cup triathlon stævne på Copacabana, det lyder noget mere eksotisk end havnetri på Bryggen. På den anden side så fik vi selv lov at deltage i sidstnævnte.

Vi skal nu have de sidste timer slået i hjel, inden vi tager til lufthavnen. Håbet er, at vi kommer med en flyver til Lissabon kl. 21:00 .... ellers så .... tja?

Livet er gået i et moderat tempo i denne lille ferieby. Sol, sand, det store hav og den dybtblå himmel. Der er i alt ca. 2000 indbyggere, hvoraf næsten halvdelen er udlændinge. Hovedgaden med barer og restauranter er fortsat en bred sandet sti. Men der er kommet strøm og mobiltelefonmaster de senere år, så når vi kommer næste gang, så har de sikkert fået brostensbelagt hovedgaden.

Vi spiste middag med den danske koloni på Pousada do Toby, det er en tradition hver onsdag. Dansk mad naturligvis og vi havde fået lov at vælge, men da vi skulle tage hensyn til de lokale ønsker, var det vist bestemt på forhånd. Den brasllianske kok lavede en ganske udmærket forloren hare.

I eftermiddag flyver vi tilbage til Rio. Vi er så småt begyndt at indstille os på, at nu går det hjemad.

Man tager en gammeldags folkevogn, og bygger den lidt om, med lidt større baghjul og en lidt mere luftig hardtop. Derefter strøer man en halv ørken sand i en 8 km bræmme langs kysterne 10 km nordpå, med lidt forsigtighed således at der er plads til andre seværdigheder på vejen, udstyrrer vognen med en til faget hørende chauffør (dette havde man allerede gjort inden vores ankomst til Canoa). Herefter sætter man gæsterne (os) på den specielt indrettede tilskuervenlig plads oven på boksermotoren sammen med Toby, hotellets vært og turens guide.

Drej på rettet og træd på speederen så kører vi .... at vi ikke bare selv kørte, kom der hurtigt en forklaring på. Når man anlægger så stor en sandbane, kan det ske at der kommer lidt højdeforskel, og Jørgen, der aldrig har haft et kørekort, havde aldrig haft en chance, når man pludselig kører 50m næsten lodret ned gennem løst sand. Derfor er der i byen, ligefrem et korps på ca 50 chauffører, med hver deres buggy.

Hvordan kan man så få en hel dag til at gå med sådan lidt strandfræs. .... Jo øh natur (det billige skidt) i de mængder er storslået .... Midt i sandet snor sig et floddelta som er lige så grønt, som sandet er hvidt. Hertil kommer søer, som på denne årstid er noget udtørret (der manglede et par meter vand i de fleste). Lokalbefolkningen havde også formået at udnytte mulighederne. Nogen havde deres lille bosted med tilstødende sand og søer. Vi var på mango skud (erstatning for ævle skud) i en mangolund og på besøg på en rejefarm, hvor vi fik frokost med rejer, mini muslinger, 12 østers, krabber og fisk til buggyens besætning (fire mennesker) for 130 Dkr inkl. Øl ;o) der var også ris til .... og videre gennem endeløse dyner af sand, med en azurblå himmel som baggrund. Vi bliver her formentligt en dag mere

Efter to timers kørsel af en til tider meget hullet og andre steder noget elendig vej er vi nu kommet til Canoa Quebrada og Pousada do Toby. Der skal retfærdigvis siges, at vi flere steder blev stoppet af vejarbejde, så de er igang med at gøre det bedre. Pousadaen er en blanding mellem et slot og et meget stort sommerhus i/på første klitrække. Det drives af to danskere, som har givet os en varm modtagelse. Det er nu rart at tale med danskere, for første gang i 14 dage.

Dette er Brasiliens svar på Blokhus, ville en dansker med storhedvanvid sige. Men det er nok nærmere omvendt, 27 graders varmt vand i uendelige vidder (hvis man sejler nordøst kommer man til Portugal på et tidspunkt) , hvidt sand så langt man kan se fra slottets øverste udkigspunkt (ca 50m over havet) og glade badegæster i et moderart antal. Det er efter sigende lavsaeson.

Man skal ikke tro på alt hvad der skrives i de medbragte rejsebøger. Pousada er nu vokset til 18 værelser og teknologien har fundet indpas i denne øde egn, som det kan ses er dagbogen kommet hjem. Specielt om Fortaleza har vi konstateret mange faktuelle fejl.

Der er ingen grund til at underholde med almindeligheder, dag efter dag. Livet her i Fortaleza går stille og roligt, en by hvorom det må siges, at den er bedre end sit rygte i vores medbragte litteratur. Vi har fundet et hyggeligt kvarter med små restauranter og hvor hummerne smager pragtfuldt.

Vi har nu endeligt bestuttet, at vandfaldet mellem Argentina og Brasilien, må blive næste gang vi kommer på disse kanter ....

Men til gengæld kommer der en taxa og henter os i morgen kl. 11:00, for at køre os 150 km østpå langs stranden, til en lille fiskerby der hedder Canoa Quebrada (den brækkede kano). Her har et par danskere en lille pousada med 12 værelser. Det er ikke sikkert det teknisk kan lade sig gøre at opdatere dagbogen eller sende email, byen har ry for at være meget afslappet over for nymodens tant og fjas. Men til dem der trofast følger os, så melder vi os igen senest den 5. november, hvor vi er listed på en flyver til Rio.

Indtrykket af Salvador blev ikke dårligere af en 1. Klasses service i lufthavnen, med Diners Club lounge, næsten som i København og seated bordingpass allerede ved check-in. Glæden kom vel også af, at vi havde frygtet en lang dag i endnu en lufthavn. Syv dage i Salvador bliver en af de oplevelser vi sent vil glemme.

Vi er nu blevet indlogeret på et, i følge flere af vores medbragte kilder, femstjernet hotel. Umiddelbart vil vi nok mene, at standarden er falmet lidt, men havudsigt, lille balkon, stille aircon og et ellers rummeligt værelse. Gittes favorit er natmarkedet på stranden over for.

Dagens næste opgave bliver aftensmad ....

Dagen går med strand, afslapning og dagenes små gøremål. Vi tog til den gamle by (omkring Pelourinho pladsen), for at spise aftensmad mandag. Kom i snak med en amerikaner. Det er som tidligere nævn en meget hyggelig bydel, men vi fik fortalt, at mandag var en stille dag, hvor imod tirsdag var der gang i den. En taxa koster 22 kr, så vi kunne vel tage til Penlourinho igen tirsdag.

Små daligdagsproblemer på en tirsdag .... Hvad gør man når pengeautomaten fortæller, at nu kommer der 1000 real, NEJ desværre den er tom. Et nyt forsøg på automaten ved siden af fortæller, at man HAR fået de 1000 real som er limit. Bankmanden fortæller en lang historie, (som er udeladt her) men at man først kan hæve på kortet i morgen. .... Man priser sig lykkelig over, at man har et andet kort hjemme på hotellet.

Den sidste middag nær Penlourinho, stod på osteboller m.m. til forret og kæmperejer i hvidløg med diverse tilbehør til hovedret, dertil isafkølet Almaden (udmærket lokal rødvin) til i alt ca. 150 Dkr.

Og så var der ellers dans på torvet til et af de lokale bands. Lad det være sagt med det samme: De har rytme i kroppen. .... Salvador har været en meget stor oplevelse.

Vi er blevet mere modige, og tør nu færdes alene i de små gader i den gamle bydel efter mørkets frembrud. Vi sad således og drak rødvin på et lille hyggeligt sted lørdag aften og skal formodentlig der op og spise aftensmad mandag. De gør også meget for at man skal føle sig tryg, de har bl.a. oprettet turistpoliti ligesom vi så det i Thailand.

TAMAR (det portugiske ord for skildpadde) er et projekt som prøver at genoprette bestanden af havskildpadder langs den brasilianske østkyst. De har et stort center i Phaia do Forte ca. 80 km nord for Salvador. Det besøgte vi søndag. Der var godtnok kun en lille baby havskildpadde, resten havde de sendt til havs. Men der var masser af voksne eksemplarer at kikke på, ligesom de fortalte historien bag deres projekt.

Hvordan er det nu lige det er med tiden. Da vi rejste til Rio, skulle vi stille urene fem timer tilbage. Så blev det sommertid i Rio (sidste søndag morgen), så skulle vi stille urene en time frem. Derefter rejste vi til Salvador, hvor der ikke er sommertid .... urene en time tilbage. Søndag morgen blev det vintertid i København. Så når vi rejser tilbage til Rio, så er tidsforskellen kun tre timer ;o) eller ???

Vi har en ny plan der betyder at vi bliver her til på onsdag, hvorefter vil vi forsøge at komme til Fortaleza, eller hvad der nu passer bedst. Vi har en ønskerute, og den forsøger vi nu at holde eller så tæt på som muligt.

Dagen står på afslapning og højdepunkterne er at finde et vaskeri, gå i storcenter og ligge ved swimmingpool/strand.

Alt er næsten gået efter planen, vi skal hente vasketøjet om lidt. Jørgen har fået nye sko til 330 Dkr. (blandt de dyreste vi kunne finde) og blev herefter pladseret i en bar, mens Gitte stormede storcentret. Vi fik badetøj på, gik på stranden neden for hotellet, hvorefter det begyndte at småregne. Vi gik tilbage på værelset, mens bygen drev over, derefter faldt vi i søvn.

Det er et dejligt sted vi er kommet til. Det er lige så billigt som i østen, øl er endda billigere. Vi var i et storcenter, som i vareudbud, sortiment og udseende lige så godt kunne være Lyngby Storcenter. Her kunne man f.eks. få kvalitetssko til Jørgen for 200 Dkr, de rigtig dyre kostede godtnok 300 Dkr. Gitte har bestilt plads i planen, til en gang powershopping en af de førstkommende dage.

Vi er ikke meget for at indrømme det, men vi har købt en guidet tur i den gamle bydel. Det er så besværligt når Gitte skal gå og læse op fra vores medbragte bøger. Det var også en fordel, for vi blev overfaldet af en hob af gadesælgere med forskelligt skrammel. Så kunne de slå sig løs på vores medturister, hvoraf der var et par nemme ofre.

Den gamle bydel er utrolig smuk, men desværre ikke særligt velholdt. På den anden side er det vel det der gør bydelen charmerende. Turistindustrien kunne formodentlig hurtigt fá ødelagt det hele med lysreklamer o.s.v.

Dagen startede trist, vejret var gråt, der var lidt tømmermænd efter lidt for meget Sangria i går aftes, da vi kørte til lufthavnen småregnede det, den første maskine kl. 13.00 fløj fra os og de truede os med at den næste maskine også var fuld.

Tømmermændene fortog sig og vi kom med maskinen kl. 15.15. Vejret er bedre her i Salvador. Solen skinner fra en skyfri himmel. (1300 km tættere på ekvator) Hotelværelset må betegnes som dobbelt så stort, til den halve pris. Beliggenheden kan der heller ikke klages på. Alt i alt er humøret vendt tilbage.

Men, vi må erkende, at vi nok desværre endnu engang må justere ambitionsnivauet, i forhold til hvor meget vi kan nå at se på denne tur. Det tager på kræfterne, at bruge så meget tid på lufthavne. I morgen har vi sikkert en ny plan ....

Igen i dag bliver det formodentlig en stille dag, det er lidt overskyet her til morgen, men solen ser ud til at bryde igennem om lidt. Vi skal igang med dagens små gøremål. Liste os på flyveren til i morgen, hæve penge o.s.v. ....

Vi blev listed til kl. 13.00, skulle det gå galt så flyver der også en kl. 15.05 og tilbage til RIO den 27/10. Herefter kørte vi det halve af byen rundt i taxa, så deres botaniske have samt deres største og (i følge Gitte) billigste storcenter.

Indtil videre har brasilianerne være langt bedre end deres rygte. Det må ligefrem anses for et velordnet samfund, og indtil nu har vi ikke set noget som helst til tyverier, vold eller hærværk. Befolkningen er venlige, hjælpsomme og smilende. Uden at det skal videnskabeligt bevist, så er der nok heller ikke så mange 120++ kg som i Danmark, som tidligere nævnt. Historien om at deres bikinier er størrelse 12 eller 14 år holder nok heller ikke. De har ligesom en størrelse one size, resten reguleres alene ved snorenes længde, som knyttes i en elegant lille sløjfe. Efter at have kikket nøje efter, vil jeg nu alligeve mene at det svarer til en dansk størrelse 10 år.

Lidt køligere end i går, det blæser også lidt mere, motionerede til den anden ende af stranden (iført T-shirt), ubeslutsomhed, der sker ingenting .... Nu kan man for alvor mærke ferien er startet. Selv om det er stressende bliver vi nød til at beslutte hvad der skal ske når de fire døgn, som vi har bestilt hotellet, er gået. Vi har da også en plan .... Vi har bestilt et døgn mere .... Vi ville gerne ud og se et af verdens største vandfald (der ligger 1000km væk), men der er ikke plads på flyveren i morgen. De siger at der skal være kongres derude ??!! .... Så vi tager nok til Salvador i overmorgen i stedet for, og så må vandfaldet komme senere.

Efter den reviderede plan går turen: CPH - Madrid - Rio de Janeiro (5 døgn) - Salvador (5 døgn) - Foz do Iguacu (2 døgn) - Rio de Janeiro (4 døgn) - Fortaleza (5 døgn) - Recife (4 døgn) - Lissabon (3 døgn) - CPH (ialt 28 døgn) .

Efter en lille eftermiddagslur, begynder problemerne igen, hvor skal vi spise til aften ??? Vi skal huske at have vand med op !!! Og rødvin ;o).

Lad det være sagt med det samme, det var ikke den største fodboldkamp denne verden har set. Det var kampen for betydningsløs til. De lokale, Flamengo, ligger midt i tabellen og deres modstandere var/er et bundhold. Men brasilliansk fodbold på et af verdens største stadion, er vel værd at gå efter.

Af sikkerhedsmæssige grunde havde man for nogle år siden bygget stadion om således at der nu kun var plads til 105.000 siddende og et for os ukendt antal stående tilskuere. Det så derfor noget sølle ud, når der til kampen, kun var mindre end 10.000 tilskuere. Det er i øvrigt tydeligt at der kun er brøkdele af penge i fodbold her, målt i forhold til Europa. På en måde føler jeg mig hensat til 1968 hvor jeg selv spillede for Lyngby. Tøjmoden er stadig med knælange bukser og bandereklamerne ligner også noget fra en svunden tid.

Nuvel, vi fik i glimt set at de godt kan spille fodbold. På få sekunder blev bolden ført fra målmanden, 2-3 stationer, lidt bandespil og så stod der 1 - 0. Mønsterangreb. Flamengo vandt ikke helt fortjent 2 - 0.

Vi udforskede nærområdet. Hotellet ligger lige mellem de to store strande Copacabana og Ipanema. Der er en utrolig kropsdyrkelse, men ikke alle har været lige heldige ved uddelingen af ynder. Mange halvnøgne mennesker motionsløber langs strandene, hvor der er opmålte stier til det samme. Nogle udstiller deres aldrende krops forfald, her ville det måske være klædeligt med en T-shirt.

Der er vel ikke noget mere kedeligt i en rejsebeskrivelse end vejret, men til forståelsen hører det med, at det er forår her i Brasillien, solen skinner fra en skyfri himmel og der er vel 30 grader i skyggen.

Vi er blevet mere modige, så vi gik de 4000m (som det stod skrevet på stien) til den anden ende af Copacabana. Her holder de netop nu verdensmesterskaberne i beach vollye. Der spilles finaler i morgen. Og det er virkelig sportens mekka, der var vel 200-300 baner på de fire km derud.

Man skulle tro, at med alt denne motion, så ville den gennemsnitlige strandgæst være mere trimmet, end en gennemsnitlig dansker, men NEJ. Som tidligere nævnt er det kun forfængeligheden der er anderledes, det er ingen estetisk nydelse at se en type 120++ kg iført badebuks eller bikini størrelse 14 år. På den anden side, selv om man er 20 år og spinkelt bygget er det noget pjat at bruge bikinioverdel størrelse 12 år, når man rettelig har brug for en D skål.

Det var med nød og næppe at vi kom med maskinen til Madrid. Det var vi nu godt klar over. Men at maskinen til RIO var totalt udsolgt var ikke med i vores beregning. Vort motto er: Vi er lige glade om vi går først eller sidst ombord, bare vi går ombord.

Vi er nu kommet til Rio de Janeiro, og bor på et hotel, hvor vi kan se kristusfiguren fra vores vindue, samt hvis man hænger lidt ud af det samme vindue, så kan man se promenaden og det store hav.

Klokken er kun 10 om formiddagen, vi skal have skiftet til strandtøjet, ud og se byen og måske finde en e-mail cafe hvorfra vi kan sende vores første e-mail-postkort.

Det startede rigtigt dårligt, vi fik tilbudt at flyve med til London, men udsigten for at komme videre de første fire dage var minimal.

Vi har diskuteret hvilket alternativ der er bedst, man skal vi strande så er Madrid eller Lissabon, nok sjovere end Frankfurt

Under alle omstændigheder prøver vi nu København - Madrid - RIO de Janeiro

Billeder fra Løbeskats 30 km test

Billeder fra træningsophold på Lanzarote, hvor der også blev anledning til andet ind at løbe.

Der er nu under seks uger til Copenhagen Marathon 2003, og træningen er gået ind i den afgørende fase.

Med januar er træningen startet til Copenhagen Marathon 2003

Her i dette felt vil der i fremtiden kunne læses nyheder fra familien Knutson

I forbindelse med vores rejser vil man således kunne læse sidste afsnit fra vores dagbog

Familie, venner og besøgende på denne side ønskes en glædelig jul og et godt nytår

Her i dette felt vil der i fremtiden kunne læses nyheder fra familien Knutson

I forbindelse med vores rejser vil man således kunne læse sidste afsnit fra vores dagbog

Dagbogen er ved at blive programeret, og bliver formentlig snart færdig

Postkort hjemmefra

Hello derude Overskriften kunne have heddet: "brækkede kravebenet på Tour de France hviledag - påkørt af ældre svagtseende dame".

Banal historie: Træningstur - Strandvejen, Helsingør, Gilleleje, Nøddebo, Farum, hjem - billigst skal til højre og overseer cyklist - ambulance og Politi - Gentofte Amt Sygehus.

Behandling af brækket kraveben og et par trykkede ribben -> Hold armen i ro i tre uger og det gør man helt AV-tomatisk. Jeg kan således følge Tour'en klæbet til skærmen (de føste dage har jeg ikke kunnet andet) Min forestillingsevne af Sandstød's uheld i går er nok bedre end de flestes Håber snart at kunne gå en lille tur (rundt i have)

Der perlemorshvide cykel skal til cykelsmeden, den er dog ikke så medtaget som sidst en ældre dame havde svært ved at styre sit automobil

Motto: Soon I will be on the road again (det der med svømning vare nok lidt længere) Morale: En enkelt feriedag kan nemt blive til mange sygedage ....nu starter tv-transmissionen af tour'en snart............

mvh Jørgen